Begynd med relationerne – de er vigtige!
Mange har sikkert fulgt med i udsendelsen Pisk eller Gulerod på TV2. I den præsenteres to forskellige undervisningsformer, en mere klassisk undervisning (piskklassen) overfor en mere projektorganiseret tilgang til elevernes læring (Gulerodsklassen). I udsendelsen følger man to klasser, som møder hver deres undervisningsform. Konklusionen i udsendelsen er, at der ikke er forskel på, hvor meget eleverne har lært fagligt, men at eleverne i gulerodsklassen er blevet bedre til at diskutere og reflektere, mere opmærksomme på hinanden og samarbejder bedre, hvorimod eleverne i piskklassen er blevet mere analytiske og bedre til faglige begreber.
Det man ikke får at vide i udsendelsen er, hvor meget det betyder, at der er gode relationer mellem elever og lærere. Men man ser tydeligt, at lærerne i udsendelsen er meget engagerede i eleverne, at de interesserer sig for dem, og det er vigtigt. Og netop relationerne tager vi alvorligt og har fuld fokus på – både i undervisningen og i skolens andre aktiviteter. Og vi synes i al ubeskedenhed, at Vejstrup Efterskole og efterskoleformen er et helt forrygende sted at skabe relationer. Mange tidligere elever kommer tilbage til skolen mange år efter og fortæller om, at deres efterskolevenner har været noget af det allervigtigste for dem, og at de stadig er bedste venner mange år efter opholdet.
Verdens største videnskabelige undersøgelse om, hvad der skal til for at få et godt liv, finder sted i Boston. Igennem 75 år man har fulgt 724 amerikanere med helt forskellig baggrund – lykkelige og ulykkelige, fattige og rige, ja én er endda endt som præsident. Nogle er naturligvis døde i mellemtiden. Det viser sig, at det er hverken rigdom eller berømmelse, man bliver lykkelig og får et godt og langt liv af. Nej, det vigtigste i forhold til at få et godt og langt liv, er ganske enkelt, at man har gode relationer. I kan se en TED video om undersøgelsen her: https://videnskab.dk/krop-sundhed/her-er-de-vigtigste-ingredienser-til-et-langt-og-lykkeligt-liv
Og så ved vi noget andet. Vi ved nemlig, at relationerne også er særdeles vigtige i forhold til, at eleverne lærer noget. Louise Klinge har lige lavet en Ph.d. afhandling om, hvad der er allervigtigst i forhold til, om eleverne lærer noget. Og konklusionen i den er, at det, der betyder allermest er, at lærerne VIL eleverne, og at der skabes gode relationer mellem elever og lærere. I kan høre en udsendelse om resultatet af afhandlingen i radioudsendelsen Kejser på P1 her: https://www.dr.dk/radio/p1/kejser/kejser-der-er-for-meget-skaeld-ud-i-skolen
Vi skal som skole vide, hvad vi vil, og det ved vi!
Vi ved, at det er i relationerne i efterskolens fællesskab, at der skabes det allerstørste potentiale for alle elevers læring og udvikling. Vi har de allerbedste forudsætninger for at skabe gode relationer, fordi vi har eleverne hele dagen (og om natten ;-), så vi bruger rigtig meget tid og mange ressourcer på at opbygge gode relationer. Og vi mener i al ubeskedenhed, at vi er ret gode til det. Med udgangspunkt i de gode relationer sætter vi sammen med eleverne mål for deres læring og udvikling, og i vekselvirkning mellem den mere traditionelle undervisning og projektarbejdsformen arbejder vi vedholdende i alle skolens aktiviteter på, at alle eleverne når deres mål. Herved ønsker vi at være medvirkede til, at alle elever udlever deres fulde potentiale og får et godt liv.
God jul til alle
Michael Bjørn, forstander
Skriv en kommentar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.