Bortvisning af elever og respekten for den enkelte

af Michael Bjørn, forstander

På Efterskoleforeningens Årsmøde tiltrådte alle skoler et socialt charter “Hele Danmarks Efterskole”. I det charter forpligter skolerne sig på at have et tilbud til alle Danmarks unge. I dette blogindlæg fokuseres der på, hvordan vi på Vejstrup arbejder med at fastholde unge med forskellige udfordringer.

redigeret-5185

I en efterskolehverdag præget af høj aktivitet og mange forskellige elever med forskellige baggrunde, historier, kulturer og vaner, opstår der situationer, hvor en skoles rammer og normer udfordres på en måde, så drøftelser om, hvorvidt en elev kan fortsætte på skolen, foregår. Som skole med god søgning og med en god økonomi, kan det nemmeste valg nogle gange være, at den pågældende elev må forlade skolen. Det løser problemet for skolen, og det tilfredsstiller både elevers, forældres og ansattes retfærdighedssans, så det kan være en fristende løsning.

Der er mange hensyn at tage. Der er hensynet til alle eleverne og deres forældre om, at de kan få det allerbedste efterskoleophold. Der er hensynet til skolens anseelse og personalets muligheder for tilfredsstillende at passe deres arbejde. Og endelig er der hensynet til den pågældende elev, som ikke lever op til forventningerne. Alle har ret til at få en ordentlig og fair behandling.

Vi beskæftiger os med unge, som er på vej til at finde deres vej i en kompleks verden, som det er svært at navigere i. Efterskolen er et sted, hvor man øver sig i at handle og tage ansvar, og vores primære formål er at udvikle aktive medborgere, som kan bidrage til den fortsatte udvikling af vores velfærdssamfund.

I undervisningen fortæller vi vores elever, at fejl er potentiale for læring og udvikling. Derfor skal der være plads til at begå fejl, men fejlene skal føre til læring og udvikling. På Vejstrup ønsker vi i de sammenhænge, hvor enkelte elever udfordrer os, at finde en tredje vej, en vej, hvor der kan være plads til at begå fejl, uden man af den grund bliver svigtet af det fællesskab, som en efterskole er.

Det er ofte de elever, der har det største behov for at blive hjulpet på vej, der fejler. Og det er ofte de elever, der fejler her, der vedvarende vil fejle, hvis de ikke lærer en anden vej. Dem føler vi os som skole forpligtigede overfor, for vi har selv sagt ja til, at de kan optages hos os. Derfor har vi ambitioner om, at de elever skal gennemføre deres efterskoleophold. Det skal ikke forstås sådan, at man kan gøre som man vil, for der er en grund til, at vi har det kodeks for at være elev på Vejstrup, som vi har.

Grundlæggende tror vi på, at der ikke er nogen, der ønsker at fejle. Vores udgangspunkt er også, at hvis man har et barn, der ikke kan cykle, så sætter man ikke blot barnet op på cyklen igen. Man forsøger i stedet at støtte barnet, indtil det lærer at cykle. Det er det, vi mener med den tredje vej. Vi må understøtte de elever, så de lærer at agere i et fællesskab. Derfor arbejder vi på Vejstrup med forskellige støttefunktioner med henblik på også at kunne hjælpe de elever på vej, der begår fejl.

En forudsætning er dog, at de er indstillede på at indgå aktivt i den lære- og udviklingsproces, de tilbydes. Der kan også være situationer, hvor regelbruddet går ud over andre elever, og så kan den pågældende elev naturligvis ikke være på skolen. For eksempel er skolens fokus på bevægelse og sundhed uforeneligt med indtagelse af alkohol og stoffer, som vi bare ikke vil have på skolen.

Man hvad så med de andre elever? Lader vi ikke dem i stikken? Nej, det mener vi ikke. Det vil vi aldrig gøre, for det er naturligvis hensynet til dem, der vejer tungest. Vi mener tværtimod, at vi, ud over alt det det andet, som efterskolen byder på, lærer dem om empati og medfølelse, om at give andre, der har det svært, en chance til, når de allermest behøver den. Eller også kan man formulere det på en anden måde. Vi lærer dem om medmenneskelighed og fællesskabets betydning for, at så mange som muligt udvikles til aktive medborgere i et demokratisk samfund. Og det er faktisk det, vi er sat i verden for.

 

 

2 kommentar til “Bortvisning af elever og respekten for den enkelte”

Michael Buur Nikolajsen siger:

Fin linje, hvor fokus er hos de unge og på deres læring.
Dejligt at der samtidig arbejdes med at udvide vores unges sociale kompetencer og deres rummelighed for hinanden, det er vigtigt i forhold til at udvikle vores unge til kompetente voksne.
Tak for det arbejde alle på efterskolen yder, det er enestående.

Med venlig hilsen
Michael Buur Nikolajsen

Katrine Kæmsgaard siger:

Tak for en rigtig skøn kommentar 🙂

Skriv en kommentar

Udgivet: 29.02.2016

Kategori: Efterskoleliv

Tags: Fællesskab Opførsel Respekt Udvikling

Vejstrup på bloggen

På Vejstrup er vi kendt for vores gymnastik af høj klasse. Som elev på Vejstrup har du 4½ times obligatorisk gymnastik om ugen. Her ...

Mon jeg passer ind?

Nu er snart gået hele to måneder af mit fantastiske efterskoleophold. Det er egentligt sjov at tænke tilbage på den første uge ...

En weekend på Vejstrup

Efter en lang uge med undervisning, gymnastik og sport er det virkelig tiltrængt med weekend. Jeg har allerede været her mange ...

At forberede vores unge til fremtiden: læring i samskabende processer

Vi skal danne og uddanne vores unge til en fremtid, vi endnu ikke kender, siges det populært. Ifølge den amerikanske regering vil 65% ...

Musthaves på efterskole

Jeg synes personligt, at det er hammer lækkert med en varm striktrøje og nogle blødehyggesokker til de kolde efterårsmorgener. ...

Første opvisning? Om tre dage?!

De første tre måneder er gået afsindigt stærkt, men man har samtidig lært så meget på så kort tid.

Den vildeste følelse

Lørdag den 22.11 havde os elever fra Vejstrup vores første opvisning. Der var 2000 mennesker, der havde taget sig tid til at tage til ...

Vejstrup efterskole Højskolevej 49 • 5882 Vejstrup T. 62 28 10 89 M. vejstrup@vejstrup.dk

Vil du høre mere?

Indtast dit nummer her så ringer vi dig op og svarer på alle dine spørgsmål. For at give det hurtigste svar, bedes du indtaste emnet din henvendelse drejer sig om her