Spring- // TumblingCamp 2026
Din smagsprøve på Spring- & Tumbling-linjen
Fire fantastiske dage, hvor du fordyber og udvikler dig sammen med vores dygtige instruktører. På Vejstrup Efterskole er der plads til alle – også på vores camps!
Vi har samlet det vildeste instruktør-team, og sammen med dem vil du og de andre CampDeltagere få de vildeste træninger og sjoveste oplevelser – både inde og udenfor springcenteret. Når I giver den fuld gas i springcenteret kan du helt selv vælge, om du vil køre fokus på spring eller tumbling. Vores faciliteter er helt i top – og så er der også plads til at slappe af i vildmarkskarret efter en god træning.
Vi har fokus på at skabe et trygt og sjovt miljø, så du får lært så meget som muligt, imens du har det helt vildt sjovt, hvilket også er et GIGANTISK fokus – vi skal nemlig hygge, grine og prøve et hav af aktiviteter af mens du er her.
Prisen er inklusiv kost, logi, aktiviteter, faciliteter og CampGear (uddybet længere nede på siden).
Pris: 1.995 kr
Det hurtige overblik
| HVEM | Alle 12-15 årige, der har masser af power.
| HVAD | 4 dage med fart, spring, whipbacks, god stil, høj musik, de bedste faciliteter, lækker mad, et hav af efterskoleaktiviteter og en masse nye venskaber! Alt sammen i selskab med vores dygtige og søde instruktører.
| HVOR | Vejstrup Efterskole • Højskolevej 49 • 5882 Vejstrup.
| HVORNÅR | 7. til 10. juli 2026
| ANKOMST | 7. juli kl. 10.00 – 11.00
| OPVISNINGSSHOW | 10. juli kl. 13.30
| AFREJSE | 10. juli fra kl. 14.00
Når du er tilmeldt, er vi i løbende kontakt over mail omkring bestilling af CampTøj, og et velkomstbrev, som du modtager cirka 14 dage inden CampStart.
Faciliteter, fart og træning
På Spring- // TumblingCamp tager vi udgangspunkt i dig! Vi nørder springteknik sammen og giver dig redskaber, der styrker din fysiske formåen, koordination og mentale balance i et springcenter.
Du får en masse fede træninger og mange spring. Hvis du ønsker at have fokus på tumbling, nørder vi i de baglæns spring, så du måske lærer din første whipback, en større afslutning for enden af banen eller at køre ud af en doubleback. Vælger du derimod fokus på spring, så nørder vi både i forlæns og baglæns banespring – plus træner en masse trampolinspring! Du skal ikke vælge på forhånd, om du helst vil fokusere på spring eller tumbling – vi tilbyder begge dele på Campen, og du kan også vælge at prøve kræfter med begge dele.
Uden for springcentret har vi det også sjovt, og på campen får du lov til at prøve kræfter med masser af efterskoleaktiviteter, og du mærker fællesskabet på en efterskole. Vi disker selvfølgelig også op med glidebane – uanset vejrudsigten.
Indkvartering
Du bliver indkvarteret i et klasselokale på skolen sammen med de andre CampDeltagere. Instruktørerne er lige i nærheden, men de sover ikke sammen med CampDeltagerne. Vi opdeler i piger og drenge – og sådan vil I bo hele campen igennem.
Vi forbeholder os retten til indkvartering, så du har ikke indflydelse herpå. Du skal bare glæde dig til at komme.
CampInstruktører
Emilie Engelbrecht Kristensen: Camp-mor (og giver de bedste kram!) | Tidl. Verdensholdsgymnast | Gymnastiklærer på Vejstrup Efterskole
Asbjørn Juul Sømod: Landsholdstumbler | Atlet på Hurricanes (FaceOff) | Træner i OGF/SG | Tidl. Elev og Lilleholdsgymnast
Andreas Franker Holm: Træner for Tumbling Eliteholdet i OGF | Tidl. assistenttræner på Tumbling Landsholdet. | Tidl. elev på Vejstrup Efterskole
Johanne Beyer Nørby: Pensioneret landsholdstumbler | Tumling træner i OGF | Tumblinglærer på Vejstrup Efterskole | Fysioterapeut
Mads Lykke Hansen: Aktuel på Verdensholdet | Tidl. Landsholdstumbler | Tidl. elev på Vejstrup Efterskole og Lilleholdsgymnast
Julie Svelmøe Jensen: Landsholdstumbler – top 3 over Danmarks bedste kvindelige tumblere | Træner i OGF | Tidl. elev på Vejstrup Efterskole


CampBus
Kommer du langvejsfra og kan stå af i Nyborg, så klarer vi resten. Vi udbyder nemlig hvert år tilbuddet om CampBus, der transporterer alle togrejsende fra Nyborg Banegård og lige til hoveddøren på Vejstrup Efterskole.
Bussen koster 75 kr. pr. person, og når vi er tættere på sommerens camp, melder vi den nøjagtige afgang ud for CampBussen, så du i god tid kan planlægge din rejse.
Du bliver mødt af vores instruktør-team på Nyborg Banegård, og sammen tager I til Vejstrup. Vi holder selvfølgelig øje med eventuelle forsinkelser på dagen, så vi får alle CampDeltagere sikkert med til Spring- // TumblingCamp.
CampGear
Til Spring- // TumblingCampen skal alle deltagerne selvfølgelig have noget CampGear. Dette års CampGear består af et par Adidas Chelsea shorts, en ID t-shirt og en special-edition Nalgene drikkedunk.
CampGear 2026

+ Nalgene drikkedunk

Har du spørgsmål?
Så er du altid velkommen til at kontakte vores CampKoordinator
Lasse Klevang Kristensen
📞 26 74 17 80 | ✉️ lkk@vejstrup.dk


