De nye linjer på Vejstrup
af Cecilie Wagner og Philip Gram, elever 16/17
Her på Vejstrup har vi forskellige gymnastiske/fysiske linjer. Den obligatoriske linje kaldes for A-linjen, og andre fysiske fag, som kan vælges som enten B-linje eller valgfag, er ikke obligatoriske. Vi har skullet vælge mellem 7 forskellige A-linjer: Spring, TeamGym, Parkour, Powertumbling, GrandPrix, Dans og Rytmisk Gymnastik. B-linjen er 2 gange om ugen, valgfag er 1 gang om ugen, og hver 3. måned har man muligheden for at skifte disse til andre fag. A-linjen foregår 3 gange om ugen og er gældende for hele opholdet. Her har man mulighed for at nørde og udvikle sig inden for faget. Vi har valgt 2 forskellige A-linjer; Philip har TeamGym og Cille har dans 🙂
…så fik vi vist styr på det praktiske!
TeamGym er et tredelt fag. Vi springer minitrampolin, fiberbane og laver rytme. Timerne er fede og dynamiske, og vi laver alt muligt forskelligt: vi styrketræner, vi kommer i bedre form, vi springer, eller vi øver på vores rytmeserie. Selvom TeamGym for det meste er fokuseret på de konkurrencer, der kommer i foråret, er der stadig plads til alle – og vi har en meget bred vifte af gymnaster. Lige fra elever, der prøver gymnastik for første gang – til elever, som allerede er på landsholdet. Vores træninger er gerne delt op i en mere teknikorienteret træning og en træning, hvor vi giver den fuld gas på henholdsvis trampet og bane. Det hele er styret af vores formidable trænerteam, bestående af Kristoffer, Jacob Venø + Snogdal og Helge.
Ligesom TeamGym har danselinjen også en ”alternativ træning” i 1/3 af vores ugentlige moduler. Denne træning kunne f.eks. bestå af kondition- og styrketræning, udendørs træning eller at koreografere sin egen dans. Dette forbedrer os i at kunne holde til at danse en helt masse samt at kunne sammensætte vores egen dans af vores egne øvelser. I løbet af året vil vi på danselinjen blive undervist i en masse forskellige genrer, hvilket jeg personligt synes er enormt fedt og samtidig udfordrende. Indtil videre har vi allerede arbejdet med ’almindelig’ hiphop, 90’er hiphop og house. Senere vil vi også komme til at danse bl.a. moderne dans, girly og new style. Jeg synes aldrig, at vores dansemoduler er kedelige! Træningerne er meget varierede, f.eks. med et tema eller udendørstræning. Vores ”politik” på danselinjen går meget op i at have en positiv indstilling og hele tiden gerne vil lære noget nyt. Hvilket egentlig generelt er noget, Vejstrup går meget op i. Vi er også blevet enige om at i stedet for at misunde hinanden, skal vi give ros og få inspiration af hinanden. Ud over vores fantastiske trænere; Caddy og Sofie, så giver denne her ”politik” også en helt masse motivation til både begynder og øvede dansere. Der er nemlig plads til alle! 🙂
Som I alle formentlig kan fornemme, er vi begge meget tilfredse med vores A-linje, og vi glæder os til mange flere timer hen af året.
Skriv en kommentar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.