Det første skridt mod at flyve fra reden

Af Sofie Amalie Juel Hansen, årgang 19/20

Jeg ser egentlig mig selv som en socialt god person. Som en person, der vil have alle med i fællesskabet, snakkesalig og forstående. Det bliver dog alligevel sat på prøve, når man bliver sat sammen med en anden person, der allerede er valgt for én. Ufrivilligt. 24 timer i døgnet med selskab af en person, man kun lige har lært at kende. Nu er det ikke kun ens egne behov, der vægtes, men også et andet individs behov. ”Vil du ikke rydde den tøjbunke væk?”. ”Tør op efter dig selv, når du har været i bad”. ”Vil du ikke lige tie stille?”

Det føles allerede som om, man har vinket farvel til sin vante hule, og at man nu er i gang med at udleve livet som udeboende – som blot 16-årig.

Det er ligesom det første skridt på vejen til at flyve fra reden. Trygheden, man havde før, og tilværelsen som blommen i et æg er taget fra en. Men er jeg klar til at sige farvel? Velvidende at jeg stadig ikke skal bekymre mig om økonomi, hvad jeg skal have at spise eller tanken om min egen psyke. Det har jeg lærerne til. Alligevel tror jeg, at livet på efterskolen er hårdere end at flytte ud alene. Det sociale pres ligger tungt over mig. Tiden til at pleje og passe mig selv er ikke-eksisterende mere.

*

Man ser nu ikke kun personer fra deres gode sider, men også på de dårlige dage. På de gode dage føler du ikke, at du kan falde af tronen igen, men på de dårlige føler man sig intet værd. Og i stedet for at gøre det til noget negativt tror jeg, man må vende det om og tænke over, hvad man kan få ud af det. For det er det, jeg tror, efterskolen er til for. Hvor man førhen kun lærte det overfladiske om folk, kommer man nu ind under huden og ser livet fra flere forskellige perspektiver.

Vi har alle forskellige reder vi er fløjet fra og forskellige måder, vi gør tingene på. Det har jeg lært. Nogle er vokset op under barske vilkår, hvorimod andre har levet som curling-børn. Folk har alle mulige forskellige problemer og forskellige måder, de vælger at håndtere dem på.

*

Klokken er tre om natten, og min roomies lys fra telefonen tænder. Hun er ked af det. Hjemveen har ramt hende. Selvom alt, jeg kunne tænke på, var min egen søvn, valgte jeg at sætte mig op og snakke med hende. Det blev en lang, poetisk nat, hvor vi fik snakket om alt mellem himmel og jord. Som en tvillingesøster man aldrig fik – et forhold opbygget over meget kort tid. Det er det magiske liv, en efterskole skaber.

Jeg er helt vild med efterskolelivet, hvilket ifølge mig er et stort hjem omgivet af kærlighed og en ny familie. Som et sted man modnes og bliver klar til livet efterfølgende.

På efterskolen er man som en puslespilsbrik i et kæmpestort puslespil, hvor der er plads til forskelligfarvede brikker, og hvor målet er at samle puslespillet og finde den plads, man hører til på.