En weekend på Vejstrup

af Anna Engell, elev

Efter en lang uge med undervisning, gymnastik og sport er det virkelig tiltrængt med weekend. Jeg har allerede været her mange weekender – fordi i weekenderne er det noget ganske særligt at gå på efterskole. Jeg har lige lyst til at dele én af dem med jer…

Nogle fra skolen tog hjem på weekend, fordi de lige havde brug for det. Det kan man faktisk godt få – bare lige ind i mellem. Men i denne weekend blev jeg på skolen. Og bare fordi det er weekend, er det ikke ensbetydende med, at der ikke sker noget.

Vi havde denne weekend mulighed for at tage i svømmehallen, og det kunne jeg jo ikke sige nej til. Vi cyklede efter aftensmad til Oures svømmehal kun ca. 2 km fra Vejstrup. Da vi cyklede ind på gårdspladsen, så vi nogle Oureelever, og vi begyndte straks at synge ‘Vejstrup, Vejstrup, Vejstrup’ – bare lige for at markere 🙂

Nu skulle vi hurtigt ind at klæde om, meeen der er selvfølgelig altid tid til en selfie. Vi fik lov til at tage skolens GoPro-kamera med, så vi kunne filme og tage billeder.

Skærmbillede 2015-11-03 kl. 17.31.45

Det var sjovt og hyggeligt. Mange drenge, og nogle piger, skulle prøve en masse spring fra 3-metervippen, mens nogle andre lavede udspring som dominobrikker.

Søde Mie var også taget med, og selvom hun dagen før havde slået armen, betød det ikke, at hun ikke kunne være med. Hun tog posten som vores alle sammens vandaerobic-instruktør sammen med Mathilde.

Selvfølgelig gik der også lidt slåskamp i den fra drengenes side. Det gør de altid, og jeg ved faktisk ikke hvorfor. Men vi havde en super tur i svømmehallen, og da vi trætte kom tilbage til skolen, var der forfriskning. Senere var der gyserfilm for alle pengene på det store lærred i idrætshallen.

Det var som altid en skøn weekend på ‘vussen’, selvom man søndag aften godt kan tænke “gid jeg havde haft tid til at slappe lidt mere af.” Så selvom det meste foregår i hverdagene, får man nogle af de bedste stunder i weekenderne.

//:Anna Engell

Vejstrup
efterskole

Højskolevej 49 • 5882 Vejstrup
T. 62 28 10 89
M. vejstrup@vejstrup.dk


Vil du høre mere?

Indtast dit nummer her så ringer vi dig op og svarer på alle dine spørgsmål. For at give det hurtigste svar, bedes du indtaste emnet din henvendelse drejer sig om her