‘Hvad skal jeg dog bruge Kleenex til?’

Da jeg for snart 6 år siden blev færdig med min læreruddannelse på Skårup Seminarium, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg de kommende år ville gå stortudende på sommerferie. Hvem græder da over at skulle holde ferie? Jeg mindes en dag sidst i juni i 2011, hvor en tidligere kollega spurgte mig, om jeg nu havde husket Kleenex, hvortil jeg svarede, helt uvidende om, hvad der ventede mig; at hvad skulle jeg dog bruge dem til? Det skulle vise sig, at jeg hurtigt blev klogere.

Siden jeg blev færdig i 2010 har jeg været ansat i efterskolen, og jeg har fuldstændig forelsket mig i netop den skoleform. Jeg har tit spurgt mig selv, hvad de lige præcis er, der gør, at jeg har tænkt mig at blive hængende, og svaret er rimelig klart: det er fællesskabet og relationerne til eleverne. Jeg har nok altid grundlæggende vidst, hvor vigtigt det var for læring, at der var en god relation mellem lærer og elev. Fra min egen skoletid husker jeg tydeligst de lærere, som ville mig, som jeg følte mig tryg ved og som derved lærte mig rigtig mange ting – ikke kun fagligt, men også personligt.

Og er der noget efterskoleformen kan, så er det at skabe relationer på tværs. Her er man ikke ”kun” lærer, men også den som eleverne kommer til, hvis de er kede af det, skal have et godt råd, et kram eller bare vil dele en god nyhed. Vi spiller spil sammen, vi spiser sammen, vi griner sammen, vi laver arrangementer sammen, vi udvikler os sammen og hjælper hinanden. Alt dette bidrager på positiv vis til den læring, der skal ske, når vi er i et klasselokale sammen – og til al den læring, der også sker uden for undervisningen.

Når man er sammen med eleverne på den måde i hverdagen, giver det faktisk ret god mening, at det kan være svært at sige farvel, når man går på sommerferie. På et skoleår bruger jeg det meste af min vågne tid sammen med de her unge mennesker – jeg bruger mere tid med dem, end jeg bruger på familie og venner i min hverdag, og det betyder noget for mig, at de rykker sig, hvad enten det er fagligt eller personligt. Og det er ikke kun eleverne, der lærer noget, men de er også hvert år med til at udvikle mig som lærer og person, og det sætter jeg ufattelig stor pris på.

Så mon ikke Kleenex’ne skal findes frem igen om nogle måneder, når jeg skal sige farvel til mit første elevhold på Vejstrup? Der er i hvert fald en masse unge mennesker i blandt, som har gjort kæmpe stort indtryk.