I fuld gang med opvisningsturnéen
Af Cecilie Wagner, elev 16/17
Nu er vi endelig nået til vores opvisningsturné, hvilket er noget jeg personligt har glædet mig ubeskriveligt meget til. Vi går snart ind i vores 4. opvisningsweekend, hvor vi drager mod Svendborg, Helsinge, Ringe og Højby.
Jeg har selv været til en masse gymnastikopvisninger inden Vejstrup, og én ting er sikkert: Det er en helt anden følelse at gå på gulvet som en efterskole. Jeg har været vant til derhjemme at gå på forskellige DGI-hold, og man kan slet ikke sammenligne det med en efterskoleopvisning. At være godt 240 mennesker på ét opvisningsgulv giver bare den fedeste energi, som smitter på et splitsekund. Man kan tydeligt mærke vores fællesskab og vores lyst til at vise alt, hvad vi har arbejdet på, siden vi startede på Vejstrup. Vores dejlige fællesskab kan især mærkes, lige inden vi går på gulvet. Vi laver lækker opvarmning, synger vores to VUS-sange, laver DING-dansen med Anders Snogdal og giver som det allersidste hinanden kæmpe krammere.
En opvisningsturné rundt i landet indebærer naturligvis også en del busture – og lange busture. Men det gør os faktisk slet ikke noget, for det er nemlig enormt hyggeligt. Vi får spist en masse slik, set nogle gode film, snakket og hygget. Nogle opvisninger ligger så langt væk og så tidligt på dagen, at vi skal temmelig tideligt op, hvis du spørger os elever – så at sove er uden tvivl også noget vi gør meget i busserne. Og så er det jo lækkert at kunne lægge noget makeup for en gangs skyld, som vi også gør på busturene 🙂
På sådan en turné kommer vi også ud og ser en masse haller, og det er faktisk ret sjovt. Vi får især brugt og nydt de forskellige cafeterier, samt terrasser hvor vi lige kan slappe lidt af efter en opvisning – vejret bliver jo bedre og bedre. Samtidig får vi også set forskellige hold på gulvet, som vi selvfølgelig bakker ligeså meget op, som de gør med os.
Vi har stadig omkring 10 opvisninger tilbage, så hvis du stadig ikke har nået at se vores opvisning endnu, så tjek vores opvisningsplan ud lige her.
Skriv en kommentar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.