| 4 min

Bogligt

undervisning på Vejstrup

På Vejstrup vil du opleve en boglig undervisning, hvor du ofte er fysisk aktiv. Når du starter på Vejstrup, bliver du en del af en klasse med cirka 24 andre – og du vil også gå i klasse med nogen, der har en anden linje, end du har, så du lærer en masse nye mennesker at kende.

Vi hører tit, at Vejstrup oftest bliver søgt på grund af skolens gymnastik- og idrætsprofil. Men faktisk tager vi den boglige undervisning og din personlige udvikling meget alvorligt, og vi har en klar strategi for, hvordan vi arbejder med netop det.

Klar til din ungdomsuddannelse

Det er helt vildt vigtigt for os, at du i løbet af dit år på Vejstrup kommer til at føle dig klar til at begynde på din ungdomsuddannelse. For os er målet ikke blot, at den boglige undervisning forbereder dig bedst muligt på at blive optaget på din foretrukne ungdomsuddannelse – men at du også gennemfører den. 

Det gør vi ved i det boglige at have fokus på at give dig nogle værktøjer med i rygsækken, som du kan hive frem, når du får brug for dem – og det gælder både på din ungdomsuddannelse, men også alle mulige andre steder i livet.

Kommunikation og aktiv deltagelse

Vi tilbyder en boglig undervisning, hvor du tager ansvar for selv at lære noget ved, at du er aktiv og kommunikerer. For når man er aktivt deltagende, lærer man mere og bedre. Du kan fordybe dig yderligere i vores Jubilæumsskrift.

Med aktiv deltagelse er du desuden med til, at vi sammen skaber et trygt læringsmiljø, hvor det er mega okay at fejle – for det er sådan, du og dem omkring dig bliver klogere. 

Hvis du er med på den vil du også opleve, at du bliver mødt af et lærerteam, som er vildt interesserede i din mening og dine tanker, og som lytter til dig og dine klassekammerater.

Den boglige profil

Dansk, engelsk og matematik

De tre store boglige fag – dansk, engelsk og matematik – er obligatoriske fag for alle elever, og du har dem omkring 1,5 timer 3 gange om ugen. I de tre fag starter vi ud med at afdække alle elevers faglige niveau.

Cirka halvvejs inde i skoleåret brydes de boglige klasser op, og her kommer du i en klasse, der er tilpasset din ønskede ungdomsuddannelse, dit faglige niveau, samt den måde, du ønsker at afslutte dit skoleår på. Vi tilbyder nemlig enten Folkeskolens afgangseksamen eller VejstrupPrøven. Læs mere om dit valg længere nede.

Øvrige boglige fag

Udover dansk, engelsk og matematik har du mulighed for at vælge tysk, fysik/kemi, fransk og spansk. De fag kalder vi for boostfag.

 

Boostfagene vælger du i den sidste del af skoleåret for at forberede dig bedst muligt på at skulle have netop disse fag på ungdomsuddannelsen.

Denne undervisning fokuserer udelukkende på, at forberede dig på din ungdomsuddannelse, og derfor går du ikke til prøve i boostfag.

IT teknologi

Du får adgang til nyeste IT teknologi, men i den daglige undervisning er det primære mål at være sammen om at lære.

Vi forventer at du selv medbringer en PC eller Mac til dit skoleår på Vejstrup.

Afgangsprøve eller projekt

Folkeskolens 10. klasses afgangseksamen

Du kan afslutte din 10. klasse på Vejstrup med Folkeskolens 10. klasses afgangseksamen, hvor du eksamineres skriftligt og mundtligt i dansk, engelsk og matematik.

Vælger du det, kommer du selvfølgelig til at have de timer og fag, der kræves for, at du føler dig klar til prøverne.

Den almindelige afgangsprøve giver dig god erfaring med at gå til eksamen, hvilket du i høj grad kan tage med dig i dit videreskoleforløb.

VejstrupPrøven

Til VejstrupPrøven afslutter du din 10. klasse ved at skabe dit helt eget gruppeprojekt i samarbejde med en ekstern virksomhed. Her vil den sidste del af skoleåret i høj grad bære præg af projektarbejde, hvor du får redskaber til at idéudvikle, researche, formidle og udføre idéer sammen med andre i teams.

Projekterne afsluttes med en pitch-aften, hvor du pitcher din idé til den virksomhed, der har været din eksterne samarbejdspartner igennem projektforløbet. Måske ender de endda med at købe din idé. VejstrupPrøven giver dig god erfaring med projektarbejde, og en masse værktøjer til at arbejde med processen fra idé til produkt.

VejstrupPrøven kort fortalt

Alberte

Elev 21/22

Hjalte

Elev 21/22

Astrid

Elev 21/22

Stampe

Elev 21/22

David

Elev 21/22

Mille

Elev 21/22

Anne fortæller om Dit Valg

Lærer på Vejstrup Efterskole

Vores internationale tilbud

Skal dit skoleår på Vejstrup have et internationalt twist? Det er nemlig muligt at komme på udveksling i løbet af dit efterskoleår på Vejstrup, hvis du interesserer dig for kultur og sprog. Hvis du vælger det internationale tilbud, tilrettelægges noget af undervisningen i klassen efter, at du kan komme ud og bo hos en værtsfamilie i et andet europæisk land.

Her vil du bl.a. skrive, snapchatte og på anden måde kommunikere med unge fra det pågældende land, så du er godt klædt på til at møde den anden kultur – både når du skal ud i Europa, og når de skal besøge os på Vejstrup.

Destinationerne vil variere fra år til år. Vi har været nogle gange i Holland. I 21/22 var vores internationale elever i Åland, hvor de bl.a. boede privat, var med i skole, stod på langrendsski og prøvede skiskydning med deres udvekslingsvenner.

Her er hvad elever fra tidligere år har sagt om det internationale

Det var en uforglemmelig oplevelse med en masse fede aktiverer og med nye venskaber”

Jeg blev også venner med nogle af de andres pennevenner. Jeg blev også tættere med nogle af vejstruperne. Og så var der sneee!”

Jeg blev mere modig, opmærksom på sprog og fede oplevelser rigere”

Jeg fik større sprogsikkerhed (turde at prøve mig selv af på svensk), fik nye relationer og indblik i en anderledes kultur”

Vær åben overfor det. Det lyder grænseoverskridende, men det er en oplevelse, som du aldrig får igen. Og så bare tag det som det kommer, du tager bare en dag ad gangen”

(Alle citater er fra elever årgang 21-22)

Samarbejde og involvering

Lærernes samarbejde

På Vejstrup har samarbejde om læring høj prioritet i fagene, for man ved, at når der er flere øjne på hver enkelt elev, så er læringsudbyttet større. Lærerne samarbejder i teams om planlægning, gennemførelse og evaluering af undervisningen.

Dit samarbejde

Du samarbejder i teams, for når man samarbejder om læring, er alle aktive – og så lærer du ikke “kun” noget fagligt, men også at samarbejde, hvilket er en KÆMPE styrke. Så når du er færdig på Vejstrup, bliver du en bedre og sejere kollega, bror, søster, datter, søn, kæreste – you get the picture…

 

 

Klassensarbejde foregår på kryds og tværs, så du øver dig i at kunne samarbejde med mange forskellige typer af mennesker. Så ordet “samarbejde” kan du simpelthen ikke slippe udenom, når du sætter din fod på Vejstrup. Fordi vi ved, at evnen til at samarbejde er en stor del af at føle sig rustet og klar til livet i det hele taget.

Og du kan lige så godt indse det: Du kommer ikke igennem livet uden at skulle samarbejde. I det boglige på Vejstrup kommer du til at prøve kræfter med både at samarbejde i mindre og lidt større grupper, så du føler dig tryg ved begge dele.

elever fordybet i snak i undervisningen

Du kommer til at arbejde rundt omkring på skolen sammen med dine kammerater.

Fra elev til studerende

Hvad er forskellen på en elev og en studerende, tænker du måske? Jo, en elev er en, der modtager undervisning, og som i stor grad er passiv og afventende og ofte venter på, at tingene bliver “serveret” for hende. Men en studerende derimod er aktiv, undersøgende og engageret og i stand til selv at organisere og prioritere både sin tid og sit stof. 

MEN HEY! Vi ved godt, at du ikke kommer som en færdigbagt studerende, når du starter hos os. Det er en proces, som alle gennemgår, når de går på Vejstrup. Og alle undervisere er klar til at hjælpe dig på vej. Det gør vi især igennem projektbaseret læring, hvor du vil få værktøjer til selv at gribe en idé og gå med den – og gøre dine egne tanker og refleksioner til færdige projekter, som du kan være stolt af.

Det er IKKE gammeldags røv til sæde-undervisning, vi tror på. Og vi er faktisk ret nørdede omkring at gøre undervisningen så spændende og lærerig, som det overhovedet er muligt.

Vores professionelle læringsfællesskab

At lære at sætte sig mål – og nå dem

På Vejstrup er du selv med til at sætte mål for, hvad du skal lære med udgangspunkt i den ungdomsuddannelse, du ønsker. For når du selv er med til at sætte målene, ved man, at drivkraften for at nå dem, er større.

Selvledelse og MAVE-konceptet

Ved at involvere dig og lære dig at sætte mål for dig selv og samarbejde om at nå dem, ønsker vi, at du lærer at lede dig selv.

Samtidig arbejder vi med, at du

  • bliver modigere og tør at stå frem, men også at sige fra
  • lærer at acceptere dig selv og andre,
  • lærer at arbejde vedholdende og blive ved, selv om det måske ikke er så sjovt lige i nuet
  • lærer at tolke hinandens signaler og være empatiske, blandt andet ved at være sammen uden din mobiltelefon

Det kalder vi Vejstrups MAVE-koncept. Hør Michael fortælle nærmere herom i videoen længere nede på siden.

Selvregulering

Ved at du lærer at lede dig selv gennem målsætning, samarbejde og målopnåelse (ydre drivkraft), og det kombineres med at udvikle dine personlige karakteregenskaber igennem vores MAVE-koncept (indre drivkraft),

 

lærer du at lede eller regulere dig selv, som for os er det vigtigste redskab til ikke blot at blive optaget på sin foretrukne ungdomsuddannelse, men til at gennemføre den.

Det kalder vi selvregulering, og man ved, at når du selv er i stand til at regulere din arbejdsindsats i forhold til de forventninger du har til den, så øges dine muligheder markant for at gennemføre det, du har sat dig for og nå dine mål.

Vejstrup som et professionelt læringsfællesskab

På Vejstrup tager vi således udgangspunkt i den nyeste viden om, hvad der virker i den boglige undervisning. Fra forskningen ved man, at professionelle læringsfællesskaber er en af de mest effektive måder at lære på. Professionelle læringsfællesskaber er karakteriseret ved

  • En fælles vision for undervisningen
  • Fokus på hvordan elever lærer og udvikler sig bedst
  • Samarbejde mellem både lærere og elever om hver enkelt elevs læring.

Det er med det udgangspunkt vi tilrettelægger undervisningen som beskrevet ovenfor. Du kan læse mere om vores professionelle læringsfælleskab i vores Jubilæumsskrift.

2 min.

Hør Michael fortælle om vores MAVE-koncept

2 min. |

Hør Michael fortælle om vores MAVE-koncept

Mange tak