Med ønsket til alle om et godt og lykkebringende nyt år
Af Michael Bjørn, forstander
Om få dage vender knap 240 forventningsfulde elever tilbage til Vejstrup efter en velfortjent juleferie. Vi glæder os til at gense nogle super gode elever, som vi gør alt, hvad vi kan, for at forberede til at være gode og aktive medborgere i en global verden. Det gør vi ved at lære dem at sætte mål for deres liv, men hvor de gør det med hensyntagen til hinanden og fællesskabet og med respekt for de globale udfordringer, som verden står over for. Og når man dagligt er omgivet af så mange dygtige unge, som vi er på Vejstrup, bliver man bekræftet i troen på, at vi nok skal lykkes med at finde gode og bæredygtige løsninger på verdens udfordringer.
For udfordringer er der desværre nok af. Mens vi forsøger at lære vores elever om værdien af fællesskabet, ser man netop nu bevægelser, hvor lande lukker sig mere indad mod sig selv, tendenser mod mere isolation og egoisme. I Europa ser man det med Le Pen i Frankrig, Petri i Tyskland, Wilders i Holland, og ikke mindst det britiske exit fra EU peger i samme retning. Det samme billede ses i USA med valget af Trump, som jo for eksempel har bebudet, at han vil bygge en mur til Mexico, at han ikke tror på Nato, og at han ikke tror på, at klimaudfordringerne er menneskeskabte.
I vores arbejde med unge mennesker er vi på Vejstrup i det daglige optagede af at lære dem de langsigtede konsekvenser af deres valg og handlinger samt at perspektivere til noget større. Som skole mener jeg også, det er vores opgave at forsøge at bidrage til at skabe en åben og bæredygtig verden for de elever, som skal ud og agere i den.
Derfor er det på elevernes vegne mit håb for 2017, at statsledere uanset partifarve og nationalitet går forrest og viser lederskab, der går ud over egoisme og populisme, og som i stedet på demokratisk vis og med respekt for hinanden formår at finde globale løsninger på de globale udfordringer, som verden står overfor som for eksempel migrationsudfordringerne, klimaudfordringerne og ikke mindst de krigs- og terrorudfordringer, som verden også står overfor.
For sådan kommer vi bedst ud af den globale krise. Og sådan bliver verdens ledere på bedst mulig vis gode rollemodeller for vores elever. For herigennem udvikler de sig bedst til at blive aktive medborgere, som kan tage ansvar for sig selv og hinanden og bidrage til at finde bæredygtige løsninger på fremtidige fælles udfordringer i en global verden.
Rigtig godt nytår til jer alle
Michael Bjørn, Forstander
Skriv en kommentar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.