På Vejstrup holder vi flyttefest

- og det er en fest!

Af Annika Klevang Kristensen, pædagogisk afdelingsleder

Det er andet skoleår, hvor vi giver eleverne en oplevelse med at flytte værelser, hvor de får nye boområder og nye værelseskammerater. Jeg må indrømme, at jeg fra starten af var en smule skeptisk. Jeg var bekymret for, at det ville være for udfordrende for eleverne, der i forvejen har mange ting at forholde sig til i deres hverdag. Men mine bekymringer blev gjort til skamme. Når vi som skole aktivt går ind og træffer et valg for dem, giver vi dem også mulighed for at få en ny start. Når vi samtidig passer godt på dem i processen, gør det, at vi har stor succes med flyttefesten.

Vi har netop afholdt dagen på Vejstrup, ugen inden eleverne tog på udlandsrejse til forskellige destinationer i Europa. Vi har haft spændte, men også nysgerrige elever, som har set frem til at få nye værelseskammerater. For eleverne fylder dagen meget i deres bevidsthed, og derfor er det også en dag med blandede følelser, da det for nogle er hårdt at skulle skifte den trygge værelseskammerat ud med en ny.

Vi har valgt at have værelsesskift, da vi ønsker, at eleverne igennem året skaber flest mulige relationer på Vejstrup. Vi vil styrke deres modvindskompetencer og lære dem at være omstillingsparate. Alt sammen noget, som læner sig godt op ad vores MAVE-koncept – altså at udvikle egenskaberne mod, accept, vedholdenhed og empati.

Lige præcis disse fire parametre kom i spil på flyttedagen, hvor vi lærere var eleverne behjælpelige med at give dem troen på, at de ville få endnu en fantastisk værelseskammerat(er). Vi passede godt på eleverne og havde forinden gjort os store pædagogiske overvejelser omkring dagen.

Eleverne skrev et brev eller optog en videohilsen til deres nuværende værelseskammerat og fortalte, hvorfor de havde været glade for at bo sammen med vedkommende, hvad der kunne forbedres, og de gav også et godt råd til værelseskammeraten, som de kunne tage med videre. At flytte værelse er en præmis, som er ens for alle de elever, der vælger at gå på Vejstrup, og vi er faktisk ret stolte af vores elever, da de på dagen var modige, accepterende, vedholdende og empatiske over for hinanden.

Se Flyttedagen fra elevernes synspunkt på VejstrupVloggen her!

Skriv en kommentar

‘Hvad skal jeg dog bruge Kleenex til?’

Da jeg for snart 6 år siden blev færdig med min læreruddannelse på Skårup Seminarium, havde jeg ikke i min vildeste fantasi ...

Vejstrup
efterskole

Højskolevej 49 • 5882 Vejstrup
T. 62 28 10 89
M. vejstrup@vejstrup.dk


Vil du høre mere?

Indtast dit nummer her så ringer vi dig op og svarer på alle dine spørgsmål. For at give det hurtigste svar, bedes du indtaste emnet din henvendelse drejer sig om her