Lilleholdet

Vejstrups elitegymnastikhold for tidligere elever

Findes der nogen bedre tanke end at forlænge efterskolelivet med et ekstra år? Eller måske endda flere? Det er faktisk muligt, når du har været elev på Vejstrup Efterskole. 

Hvert år i august er der nemlig udtagelse til vores gammelelevhold: Lilleholdet! Det er et helt særligt hold, som vi virkelig er hamrende stolte af! De er både dygtige gymnaster og dejlige mennesker.

Holdet består af 63 gymnaster – halvt drenge og halvt piger, som alle har det til fælles, at de har hængt ud i Biografen, sunget fællessang i Foredragssalen og mærket suset på gymnastikgulvet.

Lilleholdet har 5 instruktører, som alle er aktive og blændende dygtige gymnaster. De laver sammen med gymnasterne den fedeste opvisning, som selvfølgelig også skal rundt på danmarksturné!

Opvisningsplan 2024

Mine tre år på Lilleholdet var for mig tre ekstra år på efterskole. Lilleholdet har dygtiggjort mig gymnastisk og givet mig et utal af fede og skøre oplevelser. Det er et fællesskab, som man ikke har lyst til at gå glip af!

Aske Rudolf, Gymnast på Lilleholdet

Alle, der har været elev på Vejstrup, kan stille op til udtagelsen, hvor mere end 100 gymnaster deltager, og de dygtigste vælges ud. Måske er Lilleholdet noget for dig, når din tid på Vejstrup rinder ud.

Lilleholdet træner sammen i weekender, hvor de bor på skolen. Udover træning er der også tid til at give den max gas med hygge, spil og ture ud af huset, så holdet virkelig får et tæt sammenhold på tværs af årgangene. 

Holdet laver opvisninger og tager på rejser og ture. I sommeren 2023 var holdet på Zanzibar – og tidligere hold har for eksempel været i Californien og Cuba.

Vi kender ikke nogen, der har fortrudt deres tid på Lilleholdet!


Lilleholdets fabelagtige trænerteam 23/24

Se videoen lavet af Mikkel Metzch Jensen fra Lilleholdets tur til Cuba i 2017