Tilbage på VUS efter ferien
af Thea og Cecilie, elever 16/17
Nu er det blevet efterår, hvilket betyder at vi alle render rundt og småfryser lidt i vores store sweatshirts. Og det er faktisk bare lidt hyggeligt. I torsdags var det nu bare lidt U-hyggeligt, for elevrådet havde arrangeret Halloween-aften for os her på VUS. Vi lavede en masse forskelligt i løbet af aftenen – bl.a. uhyggelig kagepyntning og mørkeforhindringsbane i spisesalen. Vi skulle også røre og smage på forskellige klamme ting med bind for øjnene og ellers bare løbe rundt i mørket. Stemningen var der i dén grad, og det var alle udklædningerne bestemt også, som man kan se på billederne. Elevrådet havde sørget godt for os, og vi sluttede selvfølgelig også af med at spise vores fine, men uhyggelige kager.
Udover at gå og skræmme hinanden, så går vi altså også og hygger en masse og krammer en del. Efter at være kommet tilbage fra ferien, så er det altså vildt dejligt at være sammen med alle de skønne vussere igen. Man har virkelig savnet lugten af nudler, larmen på gangene, gymnastik, gå i hyggetøj… – og ja, egentlig bare det hele.
Ømme muskler og blå mærker er nu til at mærke og se over det hele på vores krop, fordi vi som altid laver en masse lækker gymnastik 🙂 Nu er vi gået i gang med at lære og øve nogle af vores opvisningsserier. Vi glæder os vildt meget til at se, hvad det hele ender ud med, men vi kan sige allerede nu, at I altså bare skal glæde jer mega meget! Det er allerede rimelig cool, synes vi selv. Vi knokler rundt, og i lørdags gik det faktisk løs, for vi var med til Gymnastikkens Stjerneparade i Svendborg. Måske I spottede os i vores grønne dragter?
//Thea og Cille
Skriv en kommentar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.