| 3

Fællesgymnastik

Brændstof til fællesskabet

Er du klar til at mærke suset?

Du slipper i hvert fald ikke udenom at mærke gåsehuden, når du står i en fyldt arena, hvor publikum har rejst sig og klapper og hujer af dig og dine 249 bedste kammerater! I har lige sat ild til halgulvet med den fedeste gymnastikopvisning. 

Alle elever på Vejstrup har fællesgymnastik tre gange om ugen. Det er en del af ånden, historien og fællesskabet på efterskolen. Målet er selvfølgelig, at du og alle de andre elever på efterskolen får banket den fedeste og svedigste gymnastikopvisning sammen! Til det har I heldigvis verdens sejeste instruktørteam, som hvert eneste år overgår sig selv med både valg af tema og koreografi.

I foråret turnerer vi Danmark tynd og laver cirka 25 opvisninger i hele Danmark. Vi slutter af med et brag af en finale, nemlig Fyns Gymnastikbombardement i en fyldt Arena Fyn.

dreng og pige krammer hinanden på Vejstrup
1 min | Eleverne fortæller

Fællesgymnastik på Vejstrup

Gymnastik er for alle

Hvorfor skal jeg have gymnastik? kan der jo være nogen, der tænker… Og helt ærligt, det kan da godt være, du ikke lige kan forestille dig, at det bliver noget af det fedeste efterskoleår. Men det vil vi faktisk næsten godt love dig, at det gør. For gymnastikken er fællesskabets brændstof og limen, der binder alle sammen – på tværs af linjer, klasser, familiegrupper, interesser og alt det andet. Det hele er faktisk fuldstændig ligegyldigt, når I står sammen på gulvet og gør opvisningen til jeres.

Og måske er du ikke en rytmisk verdensmester, men skid lige på det. For du kommer virkelig langt med charme, selvtillid og lækkert hår – og så er der bare noget helt magisk ved at være on the road og turnere med hele efterskolen!

Vi elsker gymnastik på Vejstrup!

Og det gør vi, fordi opvisningen er noget, vi gør sammen. Vi stiller krav til hinanden, og vi bliver ved, til det er perfekt. I gymnastiktimerne på Vejstrup kommer du i form, og du udvikler dig personligt. Du lærer at arbejde hårdt og vedholdende, at samarbejde med andre, og du lærer at stå frem og være på. Gymnastik er så meget mere end bare gymnastik.

Og vi glæder os til at opleve det sammen med dig!