| 4 min

IFB

Individuelt Fysisk Barometer

Din krop og fysik vil blive udfordret, når du skal have et aktivt år på efterskole! Derfor er det så sindssygt vigtigt, at vi sammen passer godt på dig og din krop, så du kan få det maksimale ud af dit år på Vejstrup. For noget af det vi ønsker allermest er, at netop DU kommer skadesfri igennem skoleåret. 

For at sikre din sundhed får du selvfølgelig en masse lækker træning. Køkkenet laver også mad sprængfyldt med smag og vitaminer, så du kan holde energien oppe! Og så har vi noget, som er særligt for Vejstrup. Det hedder Individuelt Fysisk Barometer – eller bare IFB – og det er et megavigtigt værktøj. 

IFB er nemlig skolens testbatteri, hvor hovedfokus ligger på test af ankler og knæ, da det er her vi oplever størst belastning særligt hos gymnaster. Testen indeholder bl.a. også en konditionstest og måling af muskelmasse, fedtprocent mv.

Vi forebygger skader

Tre gange årligt måler vi alle elever i forskellige tests med et grundlæggende fokus på styrke og udholdenhed. Vi gør det særligt af to årsager: 

1. For at spotte svagheder i eksempelvis ankler og knæ. Det kan være, at du tidligere har haft en skade, der aldrig har fået tilstrækkelig genoptræning. Det vil testene forhåbentlig afsløre, og så kan vi forebygge eventuelt nye skader.

2. For at kunne måle den vilde fysiske udvikling du gennemgår på ét år og samtidig danne grundlag for, at du kan nørde i din egen krop og blive meget klogere på den.

Hvem står for at teste?

De ansvarlige for IFB er Andreas Færch og Johanne Nørby, som begge er fysioterapeuter, og Jacob Fucke, som er underviser på Fitness-linjen. De tilrettelægger testdagene og får hjælp af en masse af skolens ansatte til at stå for de forskellige discipliner og indtaste resultater. Mød dem HER på siden for alle skolens ansatte.

Det er også dem, der hjælper dig med at forebygge eventuelle skader, hvis testene viser, at du har behov for lidt ekstra styrke- eller stabilitetstræning.