| 4 min

Skilejrskole med Vejstrup

et af årets fedeste højdepunkter

Det er noget af det bedste at være på skiferie med dine forældre og søskende. Men intet topper at tage på skilejrskole med 249 af dine allerbedste venner!

Er du en rookie og fuldstændig på bar bund, når det kommer til at stå på ski? Eller er du måske allerede verdensmester ned ad de sorte pister? Eller er du bare sådan jævnt ok til det eller måske bidt af at stå på snowboard?

Uanset hvilken kategori af skiløber du er, så vil vi næsten godt love dig, at skilejrskolen med Vejstrup bliver en af de ting, der står allerklarest i din hukommelse, når du en dag tænker tilbage på dit efterskoleår.

Skituren giver det vildeste fællesskab

I uge 6 tager vi på skilejrskole i Hafjell, Norge. Og hele skolen er samlet afsted på tur. Vi kører i bus til og fra skisportsstedet, og på vejen derned handler vi snacks, quizzer, sover og glæder os.

I Norge er der skiskole hver formiddag, hvor du er på hold med nogen på dit eget niveau. Du og dine kammerater bliver undervist af personalet på Vejstrup, for der er ret mange virkeligt gode og habile skiløbere og snowboardere imellem. Om eftermiddagen er der så frihed til, at I selv kan give den gas på pisterne og drikke varm kakao og spise toasts på bjergsiden.

At være på skilejrskole er noget helt særligt. Vi glemmer for en stund matematikken, gymnastikken og rengøringen derhjemme – og så giver vi den max gas på løjperne og ser hinanden i et helt andet lys. 

Prisen for skilejrskolen er inkluderet i de penge, dine forældre betaler for, at du går på efterskolen. Du er velkommen til selv at tage udstyr med, hvis du gerne vil have dine egne ski, støvler eller snowboard med på skilejrskole. Men det er bestemt ikke et krav – vi sørger for at leje det rette udstyr til dig. Du skal bare sørge for at låne eller købe noget skitøj – så er du flyvende!

Se highlights fra en af vores skiture