Mad med omtanke
En central del af vores pædagogiske arbejde
Mad og fællesskab
At være i køkkenet handler ikke kun om at lave mad. Det er en mulighed for eleverne at skabe noget sammen og styrke deres fællesskab. Gennem samarbejde og fælles indsats lærer de at tage ansvar, planlægge og udføre opgaver i fællesskab. Det daglige arbejde i køkkenet giver eleverne en dybere forståelse for de officielle 7 kostråd og hvordan man kan implementere dem i hverdagen.
Bæredygtighed i fokus
Bæredygtighed er en hjørnesten i vores køkkenfilosofi. Vi er dedikerede til at bringe nye perspektiver til skolen og har allerede igangsat flere initiativer som en del af vores grønne rejse. Vi har installeret solceller, der bidrager til vores energiforbrug, og vi bruger en bio-kværn til at reducere vores affald. Gennem vores samarbejde med Madspildskrigerne arbejder vi aktivt på at mindske madspild og fremme bæredygtige vaner.
En grøn fremtid
Vores elever er en vigtig del af denne proces, hvor de lærer om miljøbevidsthed og hvordan deres handlinger kan gøre en forskel. Gennem praktisk erfaring og uddannelse stræber vi efter at skabe en fremtid, hvor bæredygtighed er en naturlig del af hverdagen. I køkkenet på Vejstrup Efterskole er eleverne ikke kun lærende, men også aktive bidragydere til et bæredygtigt og sundt fællesskab. Vi tror på, at de færdigheder og værdier, de opnår her, vil følge dem resten af livet.
Vi er Madspildskrigere!
Vi æ-æ-ælsker at tilføje grønne initiativer til vores portefølje. Den nyeste tilføjelse er vores samarbejde med Madspildskrigerne, der er en sjov måde at bekæmpe madspild på. Her konkurrerer vi mod os selv og andre skoler i jagten på at smide mindre mad ud.
Læs også historien: I kampen mod madspild styrker Vejstrup Efterskole bæredygtighedsindsatsen med en lille konkurrence
MUUUMS
Udover at være bevidste omkring vores klimaaftryk og den pædagogiske opgave – så laver køkkenet også bare virkelig lækker mad!
Så du kan godt begynde at glæde dig til menuen på Vejstrup – og bare rolig – du må gerne få to portioner.
På Vejstrup kommer du til at bruge meget tid på aktiviteter og træning, og det bakker vores dejlige køkken 100 % op om. Og derfor bliver maden også specifikt lavet efter, at du har et højt aktivitetsniveau i løbet af ugen.
Men…
“Det er hyggeligt at være i køkkenet, fordi man får snakket om nogle ting, man normalt ikke lige snakker om – det er bare nemmere, mens man laver mad. Og så er det også ret fedt at vide, at den mad alle spiser, det har man selv været med til at lave. Vi troede faktisk i starten, at det ville være sygt nederen, men det er seriøst blevet noget, vi glæder os til. Man lærer også dem ude i køkkenet at kende, og det er bare hyggeligt at få et forhold til dem. Vi var faktisk begge to ret kræsne, da vi startede, men nu har vi lært at spise meget mere forskelligt, og vi synes virkelig, at maden smager godt.” — Vilja og Fie, elever årgang 25/26
“Det er skidehyggeligt at være i køkkenet. Så får man lige et break fra den normale hverdag. Og køkkendamerne og Rasmus er supersøde at være sammen med. Ens familiegruppe er i køkkenet cirka 2 uger på et skoleår – og jeg synes faktisk, det er helt fair, at alle elever er fælles om det og løfter i flok.” — Sara, elev årgang 23/24.
”Jeg elsker at have elever i vores køkken. Eleverne kan tage tjansen med et åbent sind, for det er slet ikke så skræmmende, som de går og tror. Mange elever vil gerne vide mere om mad, så dét at kunne lære dem lidt om madlavning fra bunden, varieret kost og mad fra forskellige kulturer, er guld værd for mig.” — Rasmus, køkkenleder.
Derfor kan du godt begynde at indstille dig på, at Vejstrup også bliver en hverdag og handler om at tage ansvar for fælleskabet – og det gør det på ingen måde mindre nice! Se bare her: Vi er fra Vejstrup, så selvfølgelig…
