| 5 min

Linjer på Vejstrup

Vælg din egen linje

På Vejstrup Efterskole kan du vælge mellem 6 hamrende fede linjer!

Alle linjerne på Vejstrup er for både drenge og piger, og du kan være med uanset dit niveau. Du skal bare have lyst til at give den max gas, lære noget nyt og rykke dig!

Og vil du høre noget nice? Det er dig, der vælger hvilken linje, du vil have, og du kan vente næsten helt frem til skolestart med at beslutte dig endeligt. Alle er sikret at få den linje, de allerhelst vil have – også dig!

Underviserne gør selvfølgelig alt, hvad de kan for at hjælpe dig på vej, men det bliver dig selv, der kommer til at gøre arbejdet. For det tror vi faktisk på, at du kan!

Det bliver både sjovt og spændende og givende – og til tider også lidt hårdt. Men du kommer ikke til at være alene, for vi hjælper og bærer hinanden igennem det svære – så du vokser af det!

Selvom det kan være irriterende at stå midt i, så er det mega gode evner at tage med videre i livet.
Vi kalder det væredygtighed!

Uanset hvilken linje du vælger, vil vi godt garantere dig, at du kommer til at rykke dig, mere end du nogensinde troede var muligt på bare 10 måneder!

Et helt særligt forhold til trænerne

Noget af det allerfedeste ved at gå på efterskole er, at dine trænere også kommer til at sige godnat til dig, tage på ture med dig og i det hele taget se dig i mange andre sammenhænge, end du nok er vant til hjemmefra.

Du kommer nok til at opleve, at du får et mega tæt forhold til nogle af dine trænere, fordi I er så meget sammen til daglig. Det personlige forhold er med til at sikre, at vi har et af Danmarks bedste træningsmiljøer for efterskoleelever – og du har de optimale vilkår for at finde og udvikle lige præcis dit talent. Det betyder sindssygt meget for os, at du føler dig set og udfordret, der hvor du er.

Vil du høre endnu mere? Inde på studieportalen Studentum fortæller nogle af vores tidligere elever om deres linjer, undervisningen og deres generelle oplevelse af at gå på Vejstrup Efterskole.